Simon Thrane & Linda Zivere
Kompilationer
Udstillingsperiode 15/9 - 14/10 2022
Fernisering torsdag d. 15. sept. kl. 17 - 19
I Simon Thranes små, næsten legetøjsagtige konstruktioner finder man en enkel, industriel iscenesættelse af mennesket i en gådefuld, stille og surreel verden, ofte med en underliggende og uforudset kraft. Thrane undersøger en uhøjtidelig systematisk leg med gentagelse af form og farver. De anvendte materialer er genbrug, hvilket giver fortællingen et præg af nostalgi. Thranes værker udformer sig som en serie af forsøg på at komme tættere på mennesker og objekter, tættere på deres skjulte sider, men i hvor høj grad kan man egentlig kende et andet væsen?
Ofte siges det, at det er beskueren der giver kunstværket liv. Når man betragter Thranes arbejde, kommer man seriøst i tvivl, om motiverne ikke i virkeligheden har deres eget uafhængige liv, ja ligefrem foretrækker blot at eksistere i deres helt eget rum. En kradsen i overfladen i det der er udenfor rummet, gør det der er på den anden side mere intimt og privat og de mange lukkede døre bliver et symbol på menneskets skjulte sider.
Linda Zivere´s store oliemalerier er med sine intense lyse farver og rolige impulsive penselstrøg, både beroligende og provokerende i deres larmende stilsikkerhed. De overlappende farvesektioner strikker lag af tanker, følelser og fornemmelser sammen til en aura af stilhed. Linda Zivere vil ikke forføre beskueren med attraktive kompositioner, men lader maleriets alvor og stilhed belønne beskueren med en oplevelse af meditativ ømhed og nærvær. Vi har at gøre med en slags stille forførelse, hvor maleriets spontanitet og disciplinerede rytmer af bevægelser suger beskueren med i en strøm indad. De store formater kan også bære en indre spænding og angst. Disse flertydige oplevelser fylder på en sart og stærk måde i rummene. De malede felter kan være som stænk eller udbrud med enorme pensler, eller som en samling mystiske begivenheder, mønstre eller tegn på himlen eller på jorden, lige her på på dette sted og på dette tidspunkt. Sådan beskæftiger Linda Zivere sig med spørgsmål om menneskets indre verden og deres forbindelse med universets orden.