Man skal nok være klar til et sug i maven når Paul Neale, som kun han kan, serverer en stærk, usødet kaffe og en smøg i solopgangen når nat bliver til dag for vores kommende generationer. Det er råt og poetisk. Ikke dystopisk fortvivlelse, men bare en slags konstaterende filmatisering af de ting, som de unge kæmper med.

´Up against it´ er en serie billeder, der som idé opstod af den svære situation, som især generationerne yngre end Neale selv, står overfor i USA, hvor han har familie. De er oppe imod tunge emner som arbejdsløshed, ulighed og miljø – en situation, som de deler med deres generation i store dele af verden. Med ryggen mod muren kan tingene virke håbløse, men når man ikke kan træde længere tilbage, er der kun at samle kræfterne og gå fremad. Håbløsheden er deres forbindingspunkt, og under melankolien er der ungdommens nerve og humor, der som lava gennem et landskab, finder vej uden at spørge pænt. – En slags dark, melancholic beauty.

Det er sådan med Paul Neales værker, at man skal passe på med at tage monopol på dem med store ord og fortolkninger. Dem er der jo mange af, når det kommer til stykket. ´Up against it´ er bogstaveligt talt - og lige så vigtigt - en serie billeder af mennesker, der står op ad en væg. En slags menneskelig nature morte, eller bare øjeblikket før handlingen.

Han forsøger at undgå det forventelige, både tematisk og teknisk, og ønsker at holde maleprocessen åben for alle muligheder, selv fejl, for at ´respektere de ting, der sker, mens man maler´, som han udtrykker det. Med olie, akryl, akvarel, tusch arbejder han med vilje med det halvgrimme og mangelfulde for at kanalisere kunstens essens; ´Hvis man ikke prøver det, vil man aldrig vide om det var en god idé eller ej´. Det er ukommercielt og ærligt. Det er ikke skønheden Paul Neale søger, den kommer bare.