Michael Rytz - Bagsiden skinner igennem
Udstillingsperiode 11.09 - 10.10
“Lad os sige, at der var en lille dreng og hans forældre ikke kunne forstå hans sprog. Lad os så sige at den lille dreng havde en trompet, som han brugte til at få kontakt med forældrene uden at behøve at forklare noget. Uanset om hans udsagn var sande, falske, uforståelige, kloge eller fjollede ville de ikke engang komme ind i en kategori…
Min kunst er den trompet.”
Citatet er fra Michael Rytz, og fortæller med få ord hvad hans kunst handler om. Udstillingen Bagsiden skinner igennem beriger os med de nyeste i rækken af værker, der tumler ud af kaos og tilfældigheder lavet med tilfældige materialer på tilfældigt, nogle gange 100 år gammelt genbrugspapir. For Rytz er det vigtigt at opretholde en kunstnerisk fleksibilitet og uforudsigelighed ved at gøre sig fri af forventninger, intentioner, tid og materialer. Sådan kan han nyde sin proces og skabe plads til forandring.
Værkerne er forbigående og foranderlige af natur, men når de først er skabt, kan han sagtens gå frem og tilbage mellem dem i årevis for at ændre lidt på dem. De er skabt til at blive brugt – ligesom de genbrugsmaterialer han benytter sig af. Devisen er, at hvis ting stadig virker, har de en eksistensberettigelse. Også selvom de ikke er optimale. Heraf udstillingens titel. Bagsiden skinner igennem er først og fremmest en hyldest til værkets uperfekthed. Bagsiden er en del af den samlede pakke, og nogle gange kan man blive overrasket når man vender det om. Ligesom med mange andre ting i verden, er der ofte en facade og en bagside, som samlet set har meget mere at byde på end at leve op til det, man tror, andre forventer.
Michael Rytz er en dygtig, autonomt tænkende og ustyrligt opfindsom kunstner og illustrator, som efterlader en mangfoldig produktion i sit kølvand; tegning, maleri, håndlavede artistbooks, plakater, mail-art og zines. Han har lavet tegninger til børneprogrammer på DR, CD-Covers, musikvideoer, dagblade og aviser i ind-og udland, derudover også skilte, vægmaleri samt Art direction for de danske børnebiblioteker. Han har udstillet både i Danmark og i udlandet, herunder Belgien, Canada, USA, England og Kina og har tegnet for Esquire (Russia), The Guardian (UK),Politiken, The Hollywood Reporter (Russia), Forbrugerrådet, Ramböll a/s, Danske Kommuner, Ingen Frygt, Designmatters, Wibroe-Duckert, Ud&Se, Pfizer Denmark, Complex Magazine (US), Riot Magazine, Where2Go, Euroman m.fl.
KOMMENDE UDSTILLINGER
TIDLIGERE UDSTILLINGER
Annemette Lichtenberg og Marie J. Engelsvold. 16.august - 13. september
16. aug – 13. sep – 2024
læs mere her