Karin Ohlsen (DE)
Medudstiller Pontus Kjerrman
Retrospektiv
Udstillingsperiode 19. nov - 22. dec 2021
Karin Ohlsen´s stærke farvesans og gennemarbejdede farveflader med deres rå taktilitet udstråler en ro og styrke, der sammen med kompositionens pragmatiske enkelhed og venlige humor giver en oplevelse af originalitet og sandhed. Erindringer graves frem blandt de foretrukne motivkredse; landskaber, træer, huse og mennesker, formidlet gennem oliemaleriet.
I landskaberne fanger Ohlsen med ro, trøst og styrke selve naturens væsen. Hus-motiverne, rummer referencer til beskyttelse og tryghed og indeholder ligesom kunstnerens menneskeskikkelser reminiscenser fra kropslige og sjælelige tilstande med afsæt i sociale og mellemmenneskelige temaer fra det levede liv. Kompositionens figurative enkelthed fremstår ofte formmæssigt fordrejet og koloristisk skæv. Her gives farven rige udfoldelsesmuligheder, og det naivistiske tilsnit åbner op for en sorgløshed, der bakkes op af farvedetaljer med kant.
Sandheden findes i farvens mange lag, som hver rummer deres helt egen historie. Det er med denne positive ligefremhed at Karin Ohlsen åbner sluserne til sit publikum og overbringer indtryk af en langt mere inderlig og seriøs karakter, end hvad der ligger på den sorgløse overflade. Bevægelsen omkring det lette og legende følges altid med en monumental autoritet der stiller tankerne ind på centrale spørgsmål omkring viljen til overlevelse. Gnisten, overlevelsesinstinktet og livsglæden i Karin Ohlsens værker er således ikke til at tage fejl af. Der er masser af eftertanke i Karin Ohlsens værker, men hun har også en humoristisk konstaterende tilgang til tingenes tilstand. Denne kombination sammen med glæden, dybden og en gedigen råstyrke er uimodståelig, og venter blot på at omslutte sit publikum i fuld armlængde.
Karin Ohlsen; født I Dessau, bosat og arbejder i Hamburg. Medlem af kunstnergruppen Rimfaxe og kunstner-sammenslutningen BKK Hamburg. Tilknyttet Galerie Pi, Galleri Progress, Galerie Sulegaarden. Har udstillet i bl.a Marstall Ahrensburg, Berbedorf Kunsthaus, Hamburg, Edviks Kunsthal, Stockholm, Kennfaden Kunst, Hamburg, Galeri Papenhuder, Hamburg, Galerie Zeisler, Berlin, Galerie M6, Hamburg.
//
Pontus Kjerrman's dyrelignende menneske eller menneskelignende dyr kender vi især i kentaurens skikkelse, en vild bastard og barbar fra Grækenlands klassiske tid, men med aner årtusinder bagud i andre samfund, med hestekrop og menneskehovede, endnu ikke rigtigt civiliseret. Hos Kjerrman dukker menneske, hest eller andre dyr – katte, løver, sæler, slanger eller engle f.eks, - også op i uopløselig enhed, men som en kvalitet, hvor mennesket endnu rummer en uafviselig form for oprindelig uskyld. Dyre- og menneskekrop er ét, glider umærkeligt over i hinanden, instinkt og ånd, humor og alvor fungerer sammen i ubrydelig enhed. Kjerrman's motivverden udfolder sig i mytisk klædedragt, men myten er blevet personliggjort. Den fungerer ikke kun som skabelsesberetning eller inspiration, men er blevet integreret i det væsen, vi står overfor.
Pontus Kjerrman (1954) er en svensk-dansk billedhugger og maler. Uddannet fra Billedhuggerskolen på Det Kongelige Danske Kunstakademi som billederhugger i 1979-84 og stukkatør 1981-84. Lektor ved kunstakademiet siden 1985.
KOMMENDE UDSTILLINGER
TIDLIGERE UDSTILLINGER
Annemette Lichtenberg og Marie J. Engelsvold. 16.august - 13. september
16. aug – 13. sep – 2024
læs mere her