Budskabet i Bjarne Agerbo og Paul Neale værker er det åbne eller tvetydige narrativ, som man selv kan udfylde, undres over eller grine af.

Paul Neale's værker handler om det rendyrkede, stoflige koncentrat af den spontane kreativitet. Jo mere ikke-tænkt, uforstilt og utilsigtet, jo bedre og det er i sig selv en kæmpe udfordring når man, som Neale, er uddannet i illustration og figurativ kunst, hvor teknik og perspektiv har stor betydning. Neale forsøger konstant at forstyrre den kunstneriske afkodning af det "forventelige" perspektiv og "den rette" kombination af klare og brækkede farver med det formål at komme væk fra klichéen om den gode kunst, og tæt på kreativitetens rå substans. Det er i det uventede og spontane, at værdien ligger. Af samme grund nævner han naivismen og børns tegninger som et undervurderet idealbillede på en frigjorthed fra regelsæt og forventninger. Han beskriver det således : "– Hvor vi andre skal samle mod til at turde, anede de ikke, at de ikke måtte".

Paul Neale bruger en blanding af akryl, akvarel, tusch mv. for at skabe nye kvaliteter af ting, han oplever visuelt. De mest interessante er dem, der ikke er helt på plads. Det kan være ting eller personer, der er sjove, skøre eller bare stikker ud. Det halvgrimme og mangelfulde inspirerer som grundidé - som en slags fornyet, rå, kreativ essens, der måske kan skabe nye samtaler på utilsigtede frekvenser.

Bjarne Agerbo's arbejder præsenterer os for den vilkårlige og tilfældige handling. Ved at holde sig gode venner med både held og uheld evner han at lade værkerne bevare tilfældet og muligheden forenet i en indbyrdes logik :

Når alting er ligegyldigt, bliver alting lige gyldigt.

Uheld bliver til held, og fejl forvandler sig til billedets styrke.

Tilsyneladende humor bliver pludselig alvorlig. 

Denne dualisme, eller antagelse af to uforenelige tydninger, forenes i Bjarne Agerbos arbejder, der fremstår overbevisende skarpe, med form og indhold der overrasker. Kombinationen af hans ordlege, grafiske enkelthed og særlige forståelse for forholdet mellem papir/metal og streg er sjov og rammende, fordi den forener nærvær, præcision og menneskelig mangelfuldhed i en paradoksal cocktail af meninger, der åbnes og lukkes utilsigtet.