Birgit Bjerre
'The most beautiful things I have never seen'
Udstillingsperiode 24. feb - 25. marts 2017
Leksikon over ting, som ikke findes
Rejser vi et øjeblik tilbage i tiden til den tidlige videnskabelige kortlægning af natur, krop og arkitektur ser man et billede af videnskabsmanden, der med nænsomhed og omhu, ja nærmest forelskelse, tegner sin opdagelse. Kunst og registrering kunne være tæt forbundet, og kunstneren befandt sig i et krydsfelt mellem nøgtern observation og fascination af æstetik. Sådan kan man se forskning og registrering som en sanselig proces, hvor den, der studerer står i næsten kærlighedsforhold til forskningsobjektet. På den måde indeholder forskning en subjektivitet og et nørderi, som de færreste forskere taler om - forsøget på at forstå den magi, som ligger i alt skabt af naturen, men som ikke kan opfanges i sin helhed uden at kombinere den kognitive forståelse med sanseapparatet.
Det er den tilstand Birgit Bjerre beskriver i sin kunst. Kærligheden til selve opdagelsen og forestillingen om det, der kunne være. Den opdagelsesrejsende har fået aflyst sin rejse, men har intet problem med at gøre nye opdagelser alligevel. Selv hvis man fjerner objekterne i den objektive forskning - matters- findes magien stadig i de sanselige non matters. For hvad er det værd, det som ikke kan måles og vejes. Der er ifølge Birgit Bjerre noget, vi skal være respektfulde omkring og registrere med stor forsigtighed – non matters – som så let forvitrer, hvis vi ikke er nænsomme. Udstillingen er et bud på forskning og måling af det der ikke findes – og dermed det, der magisk opstår, som helt tilstede og sandt, i det øjeblik det kommer på papir.
Birgit Bjerre er uddannet på Det Jyske Kunstakademi, samt Medievidenskab, Reklameskolen Kbh., Holbæk kunsthøjskole, samt billedskoler på Island og i Lemvig.
KOMMENDE UDSTILLINGER
TIDLIGERE UDSTILLINGER
Annemette Lichtenberg og Marie J. Engelsvold. 16.august - 13. september
16. aug – 13. sep – 2024
læs mere her