Bestil

Maria Viftrup

Maria Viftrup arbejder med omsorg for det uværdsatte, det mindste, det støvede og det sanselige. Hendes værker er undersøgelser af sammenhænge mellem små eksistenser og store materialestrømme.

Viftrup arbejder i et rodet felt mellem kunst og eksperimenterende design. Gennem hendes participatoriske værker faciliterer hun sanselige møder mellem mennesker og materialer.

På udstillingen Det mindste Institut skaber Viftrup en ramme for træning af omsorg og nysgerrighed for hverdagens mindste, dryssende bestanddele: Støv, skidt, fragmenter og andre intetheder. På Det mindste Institut indsamles og behandles skidtet med værdighed og grundighed. Her undersøges værdien i det værdiløse og skønheden i det, vi sjældent tillægger opmærksomhed. 
Galleriets gæster inviteres i værket Dryssende Feltnoter til at indsende og indsamle deres eget støv og bidrage til udstillingen, som vokser i takt med det indsamlede materiale.

Maria Viftrup er uddannet fra Designskolen Kolding og har haft soloudstilling på Augustiana Kunsthal, været artist-in-recidence på ARoS Kunstmuseum, opført kunsthappenings på Copenhagen Comtemporary, samt modtaget prisen Danish Design Award Young Talent 2019.