Bestil

Søren Tougaard

Når man som Søren Tougaard bor i byen, og oplever livets mange faser med den som reference, dannes en masse oplevelses- og erindringsbilleder. Billederne på denne udstilling repræsenterer hver især en fastholdelse af enten en oplevelse eller et lille, sanseligt øjeblik. Måske et lysskær efter et regnskyl, mens mans sidder på en café med en god ven eller noget andet, der på en eller anden måde hæfter et sanseindtryk til en situation. Mennesket er ikke synlig del af maleriet, men det er den menneskelige tilstedeværelse, der gør billedet interessant. Som objekt er byen et spændende æstetisk og arkitektonisk studie, men i dette tilfælde er det sekundært.

Det drejer sig i stedet om, hvordan det sanselige menneske fylder rummet ud med sit eget følelsesunivers. På den måde handler Tougaards malerier om tid – øjebliksfølelsen, den langstrakte oplevelse – og endelig den tid, som bygningerne lever i kraft af deres betydning for mennesker gennem historien. Maleriet kræver tid når man ser på det – man skal kunne sætte sig selv ind som hovedperson, og give erindringen eller fantasien tid til at lege med. Vi kender det hele så godt, og knytter forskellige oplevelser til det; den karakteristiske nordiske tone, skiftet mellem dag og nat, den disede regn og den melankolske gråvejrshimmel, der spejler sig i vinduerne. Det er ikke dyster symbolisme, men en påmindelse om, at vi lever de lykkeligste øjeblikke og de største nedture på samme scene – parallelt hver især – her i byen.